Om færdselssikkerhedskommissionen
Det er Færdselssikkerhedskommissionens opgave at komme med forslag til færdselssikkerhedsmæssige initiativer, der kan nedbringe antallet af trafikulykker.
Kommissorium
Færdselssikkerhedskommissionen af 1986 har følgende kommissorium:
”Det er Færdselssikkerhedskommissionens opgave at komme med forslag til færdselssikkerhedsmæssige initiativer, der kan nedbringe antallet af trafikulykker. Kommissionen skal endvidere afgive vurdering af forslag inden for færdselslovgivningen og administrationen heraf. Transportministeren kan anmode om, at et bestemt emne tages op i kommissionen.
Det forudsættes, at Færdselssikkerhedskommissionen afholder møder og konferencer med organisationer og andre, der har interesse i færdselssikkerhedsspørgsmål.”
Færdselssikkerhedskommissionens sammensætning
Formand og næstformand
Formand og næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen udnævnes af transportministeren.
Formand og næstformand skal som udgangspunkt findes blandt repræsentanterne for de politiske partier.
Funktionsperiode for formand og næstformand
Formandsskabet bortfalder ved udskrivelsen af nyvalg til Folketinget.
Øvrige repræsentanter
Hvert parti, som er repræsenteret i Folketinget, inviteres til at sende en repræsentant til at deltage i Færdselssikkerhedskommissionens møder.
Følgende myndigheder og organisationer inviteres til at sende en repræsentant til at deltage i Færdselssikkerhedskommissionens møder:
- Dansk Kørelærer-Union, Kørelærerforeningen, Foreningen
af Frie Kørelærere, Danske Kørelæreres Landsforbund, Midtsjællands Kørelærerforening eller Helsingør Kørelærerforening - Dansk Transport og Logistik (DTL)
- Fagligt Fælles Forbund 3F
- Forenede Danske Motorejere (FDM)
- Cyklistforbundet
- MC Touring Club Danmark eller Danske Motorcyklister
- Dansk Fodgænger Forbund
- Forsikring & Pension
- Rådet for Sikker Trafik
- Kommunernes Landsforening (har mulighed for at sende to)
- Styrelsen for Patientsikkerhed
- Institut for Transport, Danmarks Tekniske Universitet
- Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet
- Rigspolitiet
- Sydøstjyllands Politi
- Politiforbundet
- Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU)
- Justitsministeriets departement
For så vidt angår de interessentgrupper, som har mere end en organisation til at repræsentere sig, skal der gives meddelelse til Færdselssikkerhedskommissionen om hvilken af organisationerne, som skal være repræsenteret i kommissionen.
Færdselssikkerhedskommissionens møder
Formanden fastsætter datoerne for afholdelse af møder i Færdselssikkerhedskommissionen. Der afholdes som udgangspunkt to årlige møder.
Mødeafholdelse i Færdselssikkerhedskommissionen foregår som udgangspunkt på Christiansborg, for eksempel i formandens partis gruppelokaler.
Embedsfolk fra Transportministeriets ressort deltager udelukkende i Færdselssikkerhedskommissionens møder, når ministeren deltager.
Kommissionen fastsætter selv sin forretningsorden.
Der ydes ikke vederlag for deltagelse i kommissionens arbejde. Eventuelle rejseomkostninger mv. kan refunderes af Transportministeriet efter reglerne om tjenesterejser.
Sekretariatsbetjening
Rammerne for Transportministeriets sekretariatsbetjening af Færdselssikkerhedskommissionen omfatter assistance til selve rammerne for og logistikken omkring Færdselssikkerhedskommissionens arbejde. Dette omfatter:
- Administration og vedligehold af notat med rammerne for Færdselssikkerhedskommissionen,
- Administrative opgaver i forbindelse med udnævnelse af formand og næstformand,
- Administration af Færdselssikkerhedskommissionens mailpostkasse (videre sendelse af korrespondance til Færdselssikkerhedskommissionens formandskab),
- Udarbejdelse og udsendelse af invitation og dagsorden til de to årlige møder i kommissionen efter skriftlig bestilling fra formanden, samt
- Administration af Færdselssikkerhedskommissionens hjemmeside.
Såfremt Færdselssikkerhedskommissionens formandskab ønsker yderligere materiale, bidrag eller anden assistance af faglig karakter fra Transportministeriet til arbejdet i Færdselssikkerhedskommissionen, vil formandskabet kunne anmode herom via Transportministeriets ministersekretariat på samme måde som, når der ellers bestilles materiale fra medlemmer af Folketinget.
Historik
Her kan du læse om baggrunden for nedsættelse af kommissionen samt se en oversigt over formænd og næstformænd.
Den 18. maj 1966 nedsatte justitsministeren en Færdselssikkerhedskommission, der havde til opgave dels at klarlægge trafiksikkerhedens problemer, dels at fremkomme med forslag til en beslutsom og systematisk indsats mod det voksende antal trafikulykker. Efter at Færdselssikkerhedskommissionen af 1966 i perioden fra december 1983 til august 1985 havde ligget stille, blev der den 3. december 1985 fremsat et forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en ny og udvidet Færdselssikkerhedskommission. Beslutningsforslaget blev henvist til videre behandling i Folketingets Retsudvalg.
Den 3. juni 1986 besluttede justitsministeren at nedsætte Færdselssikkerhedskommissionen, som vi kender den i dag, bestående af repræsentanter fra politiske partier, myndigheder og organisationer såvel som af faste sagkyndige.
Formænd
Mai Mercado (K) 2024
Niels Flemming Hansen (K) 2023 - 2024
Andreas Steenberg (R) 2019 - 2023
Kim Christiansen (DF) 2016 - 2019
Karsten Nonbo (V) 2002 - 2016
Dorte Bennedsen (S) 2000 - 2001
Helge Adam Møller (K) 1990 - 2000
Ivar Hansen (V) 1986 - 1990
Næstformænd
Thomas Jensen (S) 2023
Kristian Pihl Lorentzen (V) 2019 - 2023
Lennart Damsbo Andersen (S) 2016 - 2019
Jan Johansen (S) 2012 - 2016
Poul Andersen (S) 2008 - 2011
Frode Sørensen (S) 2006 - 2007
Morten Bødskov (S) 2004 - 2006
Jacob Buksti (S) 2002 - 2004
Erik Jakobsen (V) 2002 - 2004
Dorte Bennedsen (S) 1994 - 2000
Jimmy Stahr (S) 1986 - 1994